Den sidste uges tid har stået på vigtige beslutninger, der skulle træffes. Nu er de truffet og jeg ved ikke hvordan jeg har det med dem endnu.
Jeg har været forbi kalimaja.dk og opdatere, har været på lageret og undersøge hvad jeg reelt har tilbage til at sy bleer, og sidst men ikke mindst har jeg taget en beslutning om at det stof der er tilbage skal bruges på Vithus' sidste bleer og resten skal sælges i metermål/diapercuts.
Næste skridt bliver at lægge det på hjemmesiden, hvilket kræver tid og sender mig til næste dilemma.
Jeg har for nylig søgt su om at udvide kandidatuddannelsen med 1 år. Det viser sig at jeg har klip nok, så dejlige nyheder bestemt! Jeg talte så med en medstuderende i tirsdags som også kun tager et modul pr semester, og finder her ud af, at jeg kommer til at have et halvt år (foråret 2013) hvor jeg ikke har forelæsninger, da fagene specifikt bliver tilbudt enten forår eller efterår! Med udsigten til at spilde et halvt år midt i uddannelsen samtidig med at jeg er ved at drukne i eksamensopgaver og forelæsninger i dette semester, så tog jeg en stor beslutning igår.
Jeg går kun til eksamen i det ene fag i dette semester, og jeg tager så det andet fag til næste forår.
Det betyder at jeg kun har en opgave jeg skal skrive lige nu, det betyder at jeg ikke skal til mundtlig eksamen i juni, og at jeg heller ikke skal læse op til den eksamen. Jeg har forøvrigt misset 2 forelæsninger i samme fag pga sygdom, så i virkeligheden er det her måske en god beslutning, jeg får ihvertfald chancen for at gøre det ordentligt fra starten, næste år. Og så kommer jeg ikke til at spilde tiden, men får reelt noget at lave.
Det har været en svær beslutning at tage, mest fordi jeg har formået at komme igennem hele semestret nu og kun mangler eksamen. Kunne jeg ikke lige ha klaret eksamen med, og så ville jeg ikke behøve at tænke på det igen? -Jo, i princippet, men i realiteten har jeg ikke fået særlig meget viden for pengene dette semester, jeg har nærmest bare overlevet det, meget har jeg ikke fået læst op på, og for mig handler det bare ikke om at blive færdig, jeg vil jo også gerne lære noget, fordybe mig, blive dygtigere. Så måske er denne beslutning min chance. Det håber jeg.
Så nu sidder jeg her, og holder fri. Der skal syes på min sidste blebestilling, og børnene mangler sommertøj i garderoben, og fra næste uge skal der skrives den store opgave om demokrati og feministisk filosofi. Den skal afleveres d. 30. maj. Glæder mig faktisk til at komme igang med den og have tid til at fordybe mig!
Kh. Et meget lettet hjerte
Ingen kommentarer:
Send en kommentar