Ord, performativer, forventninger

Havde en fantastisk samtale onsdag aften med min gode veninde, der omhandlede (endnu) en teori, denne gang om ord.

Teorien er Austins, og handler om performativer, forstået på den måde at sproget handler på vores vegne, og at det ikke er os der bruger sproget, men det er noget vi underlægger os.

Diskussionen med min veninde handlede om at hvis sproget altid handler på vores vegne, hvori ligger så moralbegrebet hos den enkelte person der skal acceptere performativerne?

I Austins tese findes der ikke spørgsmålet om moral, dette forholder han sig ikke til, ligesom han heller ikke forholder sig til sprogets historie.
Men diskussionen er spændende netop fordi moralen jo spiller en ret stor rolle i teorien i praksis. Min veninde har rigtigt nemt (det har alle i min omgangskreds sjovt nok) ved disse performativer. Hvis det forventes at hun giver hånd til et helt selskab, siger tillykke til en hun dybest set er jaloux på, kondolerer, ringer og siger tak for en gave, hun måske ikke blev glad for, ja så gør hun det bare uden at tænke nærmere over det!
- ligger det i hendes kultur, opdragelse, spejlingen i forældrene?
-vil mangler i disse ovenstående betyde at et menneske ikke lærer disse sociale spilleregler?
- vil det falde mere naturligt for nogle og svært for andre, afhængig af den enkeltes temperament?

Det er her det allervigtigste spørgsmål ligger. Efter min mening.
Min egen personlige erfaring siger mig at temperamentet kan have en fatal betydning for brugen af disse performativer. Jeg kæmper stadig som voksen for at finde en balance mellem det der forventes og min moral der tvinger mig til altid at være ærlig!
-for nogen kan det være så inderligt svært at gøre som man bør, og for andre er det ubegribeligt at forstå, hvorfor man ikke bare gør de små ting, hvorfor man vil være på tværs.

Tja, engang troede jeg (også) at det handlede om trods, idag ved jeg at det bare er sådan - med mig.. :-)