tirsdag den 20. marts 2012

Kære forvaltning i Ringsted kommune!

Ringsted kommune har en landdistriktpolitik, der sætter de små byer højt, Ringsted kommune vægter at børnene kan gå i daginstitution og skole, der hvor de bor.

Det hænger ikke sammen med de realiteter, der nu truer hverdagen for mange. For eksempel i Ørslev, hvor mine 2 børn går i daginstitution. Ørslevs Det grønne Børnehus skal måske lukkes på trods af at der står 5 børn på venteliste, på trods af at børnegruppen er fyldt ud, på trods af at huset kører med ekstra børn for at varetage byens behov efter at de fleste dagplejere ikke kan få arbejde i byen (læs: nedskæringer)

det grønne Børnehus, som for 2 år siden blot var en børnehave i Ringsteds 2.største by, som har kunnet se fordelene i at knokle for at blive en integreret institution. Som har trukket på alle i personalegruppens ressourcer for at skabe en ramme til det behov, der var og er i Ørslev.

Min datter var en af de første 4 børn i vuggestuen. Hun havde gået 2 andre steder før, vi var netop flyttet til nabobyen Nordrup 2 mdr før tilbuddet om en plads kom. Vi takkede glædeligt ja.

Vi mødte en personalegruppe i det grønne Børnehus, som var glade for deres arbejde, for den nye udfordring, de stod overfor. Vi mødte engagerede og nærværende voksne, som ville det gode samarbejde, som tog imod vores ønske om at bruge stofbleer til vores datter.



Nu har forvaltningen meldt ud, at Det grønne Børnehus måske skal lukke. På trods af at huset har en stabil økonomi og børn på venteliste.

Jeg ved ikke hvad fremtiden bliver for mine to børn, hvis forvaltningen får dette igennem, der er ingen garantier for hvor de så skal hen, om de kommer til at gå det samme sted, om de kommer til at følges med deres venner.

For min datters vedkommende vil en ny hverdag i en ny daginstitution, måske uden hendes bedste veninde og uden hendes lillebror have store konsekvenser. Hendes hverdag i børnehaven betyder meget for hende. Hun bliver set og hørt, personalet kender hende og hun føler sig tryg. Et nyt sted kan betyde at hun lukker sig mere ind i sig selv, en udvikling Det grønne Børnehus ellers har hjulpet hende af med..

For min søn vil det betyde at han måske mister de venskaber, der er ved at blive opbygget i vuggestuen. Der bliver arbejdet meget med venskaber i børnegruppen, og jeg ville være ked af at se ham miste den base, vuggestuen giver ham. Han er iøvrigt tæt knyttet til sine voksne, som han jo vil miste, hvis børnehuset lukker.



Man lærer byen at kende igennem sine børn. Det grønne Børnehus er gode til at bruge nærområdet i deres arbejde med børnene. De besøger hestene, går i Brugsen, prøver naboens traktor, plukker hindbær, får besøg af Julemanden og ballonklovnen, går tur ved lygtefesten, hvor alle børn viser hvor de bor undervejs.

Hvis det grønne Børnehus lukker, forsvinder byens fællesskab langsomt. Børnehuset har afgørende betydning for antallet af tilflyttere, og en lukning af en arbejdsplads vil kun marginalisere byen yderligere.

Vi vil gerne beholde det grønne Børnehus. Vi vil gerne have lov til at beholde den hverdag, vi har valgt til vores børn, ligesom vi gerne ser at det kompetente personale, der arbejder med vores børn får lov at beholde deres arbejdsplads.



Venlig hilsen

Joy Holmberg-Pedersen

forælder i Det grønne Børnehus

1 kommentar:

  1. Godt skrevet, håber at dine børns institution overlever... Hilsen Sarah

    SvarSlet