Verden vi ser

"Den måde vi ser verden på skaber den verden vi ser" ... Det var der en der skrev idag på facebook, og har fået mig til at tænke.

Hvis vi skaber den verden vi ser, udfra den måde vi anskuer verden på, så hænger det i min optik sammen med følgende:
• min verdensanskuelse er sammensat af den oplysningsgrad jeg besidder, udfra mit uddanelsesniveau, geografiske placering, familiære situation
• min verdensanskuelse er påvirket af mit liv, som det ser ud nu, samt min fortid, de ting jeg har oplevet tidligere, og mine drømme og ønsker for fremtiden, min frygt for fremtiden.

Man lægger måske mere mærke til gravide kvinder eller familier med barnevogne, hvis man selv har et ønske om at blive gravid. Man kan synes at se det "alle vegne", det man selv frygter eller ønsker, og synet bekræfter mig i at dette netop er mit ønske/største frygt. På den måde kan frygten styre et liv og ubevidst føre et liv henimod bekræftelsen af at den er virkelig. Ligesom ønsker, der vil påvirke et liv i en positiv retning, kan man bevidst og ubevidst arbejde henimod for at få bekræftet at ønsket/drømmen kan lykkes.
Når man endelig efter mange forsøg bliver gravid, bekræftes man i at drømme kan gå i opfyldelse, at man kan arbejde henimod et mål, som kan lykkes.
Eller når man har frygtet at blive syg med kræft og efter 45 år får kræft, bekræftes man i at livet er skrøbeligt, og at det kan blive taget fra mig når som helst.

Fylder man sit liv med ønsker og drømme eller frygt, kan det have betydning for den verden man skaber? Kan man skabe en verden af terror, fordi frygten for terror fylder mit liv? Eller er det en illusion, at fordi det fylder i mit liv, så bekræfter min frygt hver gang jeg oplever noget, der minder om terror? Og fordi det fylder mit liv, så tror jeg og bekæftes i at sådan er verden, hver gang jeg oplever det?
Hvis dette postulat er sandt, hvordan ser det så ud, når man fylder sit liv med drømme og ønsker?
Hver gang man oplever noget, som bekræfter min tankegang i den retning som jeg ønsker, for eksempel at der er retfærdighed til i denne verden, så vil man, når man oplever retfærdighed blive bekræftet i, at der findes retfærdighed i verden.
Men fordi man skaber den verden, man ser, så vil postulatet vise at ved at ønske at der findes retfærdighed, vil skabe en verden, hvor der ikke findes uretfærdighed.
Så ved at ønske at der ikke findes social ulighed i dk, fjerner ikke den sociale ulighed, som rent faktisk er her, men den kan måske nok være svær at få øje på, hvis man fylder sit liv med bekræftelser om at den sociale ulighed er lig nul.
Man kan vel altid finde et eksempel, der bekræfter ens påstand?

Men er det så godt eller ondt, at man ikke ser de ting, som man ikke interesserer sig for? Man kan vel argumentere for at vi bør være oplyste mennesker og se verden som den er, og ikke som vi ønsker den skal være. Men gør det os lykkelige?
Bliver jeg et lykkeligere menneske af at se den hjemløse i øjnene og lade være at give ham penge, selvom jeg tydeligvis har flere end ham?
Eller finder jeg lykken i at lade som om jeg ikke ser ham, fordi jeg ikke vil give ham penge alligevel og måske føler mig stødt over hans nærværende tiggeri, jeg ville måske hellere være fri fra konfrontationen om den sociale ulighed og min pligt til at hjælpe.

Den hjemløse forsvinder ikke af at jeg lukker øjenene for hans eksistens, samtidig bliver han heller ikke mindre hjemløs af at jeg giver ham et par kroner.
Jeg bliver måske mindre lykkelig af at blive gjort opmærksom på hans behov, fordi det tager pladsen for alle de gode drømme, jeg har om mit eget liv. Men på den lange bane bliver jeg måske lykkeligere af at have oplevet ham, fordi det ændrer min opfattelse af verden og ikke mindst hvordan jeg opfatter verden.

Mit syn på verden har rod i hvem jeg er, hvem jeg gerne vil være, og hvem jeg har været.
Min måde at anskue verden på har betydning for mit syn på verden, men spm jeg ser det kan min anskuelser af verden aldrig blive så farvet af mit syn på verden, at den får andres eller mine egne manlende anskuelser til at forsvinde.