Min egen opskrift på 2 stks rugbrød.
Første gang bruges gær og yoghurt naturel, som senere bliver erstattet af surdej.
Surdejen har det bedst i et stort glas med løst låg. Jeg fodrer min med et par dages mellemrum, tilføjer en teskefuld hvedemel eller grahamsmel og lidt vand. Det er nok til at holde den frisk et par dage :-)
Jeg bager nyt rugbrød hver 5.-6. Dag. I den periode får den lidt nyt mel og vand 2 gange.
Dag 1:
Surdej (første gang 2dl yoghurt naturel og ca 10gram gær)
700 gram rugmel
300 gram hvedemel
2 store spiseskefulde groft salt
2 store spiseskefulde malt sirup (jeg bruger øko agave, den fås på spot i netto og fakta ind imellem)
4,5 dl lunkent vand
1 malt øl (33cl. Jeg bruger helst nisseøl, de er ikke så stærke, men alle maltøl kan bruges. Tjek bagpå)
Alle ingredienser blendes på køkkenmaskinen, den skal ha lov at køre et stykke tid, måske 10 min. Når dejen er klar, tager du ca 2 dl fra til surdej, stiller det i et stort glas med løst låg på køkkenbordet. Resten af dejen skal hæve et lunt sted med film over, min. 9 timer, evt natten over (ikke så nødvendigt første gang pga gæren) lad endelig dejkrogen sidde i, den skal køre videre imorgen ;-)
Dag 2:
400 gram knækkede rugkerner
50 gram sesamfrø
75 gram solsikkekerner
75 gram hørfrø
2 gulerødder, revet
2 dl lunkent vand
Alle ingredienser tilføjes og blandes i dejen. Blendes godt og puttes derefter i 2 rugbrødsforme, foret med bagepapir. Dækkes igen med film og skal hæve et lunt sted i min. 6 timer.
Efter hævning skal rugbrødene prikkes. Det er afgørende for om rugbrødene bliver luftige. Jeg bruger et spyd og laver huller over alt (og ser dejen punktere..)
Herefter pensles eller stænkes de med vand og pyntes med en eller form for kerner, alle slags kan bruges :-)
Ind i en kold ovn på nederste "hylde", tænd ovnen på alm varme, 160 grader, og sæt uret til 2 timer og 20 min.
Når uret engang ringer, slukkes ovnen og brødene tages ud af formene. Formene skal nu ovenpå brødene, som låg, og sættes ind i ovnen igen et par timer for at få eftervarmen.
Når brødene er kølet af, skal de vikles ind i våde viskestykker, videre ind i en plastikpose og i køleskabet. Vent gerne en halv dags tid med at skære i det første brød, det skal lige hvile sig ;-)
Voila, det lækreste rugbrød uden hårde skorper!
Surdejen er klar til brug efter ca 5 dage, husk at fodre den undervejs, så den ikke dør.
Husk at surdejen kun bliver bedre, så giv ikke op, hvis de første 2 portioner rugbrød ikke bliver ligeså godt som det købte. Det blir det med tiden! :-D
Ingen kommentarer:
Send en kommentar